”Nå, hvordan er det så at flytte fra Gucci til Gug,” spurgte en kollega forleden.
Det var sjovt. Han mente det godt, og jeg forstod referencen. I efteråret 2020 valgte jeg at forlade livsstilsmagasinet Euroman for at blive en del af Det Nordjyske Mediehus, og min kone og jeg har bosat os i det sydøstlige Aalborg. Men kollegaen har alligevel misforstået noget. Ja, faktisk er begge forudsætninger i hans spørgsmål forkerte.
Jeg kan for det første afsløre, at der er mindre Gucci over Euroman, end de gerne vil bilde omverdenen ind. Der var ingen i min tid, der kom på arbejde i en Bentley med privatchauffør. Jeg tog min havelåge. Og der var heller ingen, der spiste kaviar til frokost. Der var dog fiskedag i kantinen hver onsdag. Euroman var et magasin, der blev lavet af få mennesker i et tæt pubcom-samarbejde, selv om det er et ord, jeg først har lært at kende her i Nordjylland. Det var 50 procent journalistik og 50 procent salg – og vi kæmpede hver dag på et benhårdt marked.
Hverdagen på Euroman er alt andet end glamour. Det var kollegaens første misforståelse. Den anden handler om Gug som en modsætning til glamour. Det er også helt forkert. Gug er ikke glamour i begrebets egentlige betydning, men Gug – og Det Nordjyske Mediehus og Nordjylland i bredere forstand, hvilket selvfølgelig var kollegaens egentlige reference – har noget, som jeg finder uhyre attraktivt, og som var årsagen til, at jeg kom hertil.
Historien om den moderne, danske medievirkelighed er brutal. Det ved de fleste. Der er kommet flere medier til i de senere år, men antallet af redaktionelle stillinger på aviserne er en brøkdel af, hvad det var, da jeg var i praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten tilbage i begyndelsen af 1990erne. Jeg har ikke længere styr på, hvor mange afskedigelsesrunder jeg siden har oplevet på skiftende arbejdspladser – både som journalist og redaktør. Et forsigtigt skøn er 13-14 stykker, og de er alle foregået efter år 2000.
I kender også forklaringen. Den digitale revolution har flyttet læsere og annoncører over til platforme uden den samme lukrative forretningsmodel, som alt for mange i den trykte presse alt for længe tog alt for givet. På nettet har annoncører uanede muligheder for at købe øjne. De forsvinder til sociale medier, til datingsider og til gaming, og den gamle samfundskontrakt mellem annoncører og nyhedsmedier er revet i stykker.
Fakta:
Karl Erik Stougaard
Er uddannet journalist i 1994
Har arbejdet i det Nordjyske Mediehus siden 2020
Ansvarlig for indholdet i alle medier i Det Nordjyske Mediehus
Karl Erik Stouggard på plads på redaktionen
Jeg er kommet til Det Nordjyske Mediehus, fordi bestyrelse, ledelse og medarbejdere har en langsigtet plan og en vilje til at gennemføre den, og jeg blev hurtigt overbevist om, at vi har potentialet til at blive et af de medier, det vil lykkes for. Forarbejdet er det mest grundige, jeg har set nogen steder.
I de første år var mediernes reaktion på digitaliseringen at gøre indholdet gratis. Det ville skabe flere brugere, som igen ville tiltrække annoncører. Men det var en katastrofal strategi, der vænnede en generation af danskere til, at nyheder ikke koster noget, og som førte til en destruktiv jagt på klik og et ræs mod laveste fællesnævner. Jeg er overbevist om, at en holdbar forretningsmodel i den private medieverden kun kan opstå i en symbiose mellem indhold, læsere og annoncører. Indholdet skal være relevant og ikke kun underholdende for en målgruppe, hvis vi skal kunne tage penge for det. Tilpas mange læsere skal være villige til at betale, før annoncørerne følger med. Annoncører alene, eller abonnenter alene, er ikke tilstrækkeligt til at skabe en langtidsholdbar forretning for et medie. Vi har brug for dem begge. Men først inden for de senere år har enkelte danske medier haft modet til at forsøge sig digitalt med sådan en model.
Jeg er kommet til Det Nordjyske Mediehus, fordi bestyrelse, ledelse og medarbejdere har en langsigtet plan og en vilje til at gennemføre den, og jeg blev hurtigt overbevist om, at vi har potentialet til at blive et af de medier, det vil lykkes for. Forarbejdet er det mest grundige, jeg har set nogen steder. Modet til at strukturere virksomheden, så vi bliver mere agile i en digital verden, og viljen til at justere det journalistiske indhold til nye målgrupper, er ganske enkelt nødvendig.
Men min væsentligste bevæggrund for skiftet er af mere personlig karakter, og nu bliver det måske lidt højstemt. Jeg er født og opvokset i en mindre, fynsk handelsby, hvor den store regionale og lille kommunale avis var en referenceramme for alle, så jeg ved, hvor stort et tab det ville være, hvis folk mistede deres nære medier. Jeg har set, hvad der er på spil. I mine fire år i USA oplevede jeg i takt med digitaliseringen en voldsom udbredelse af nyhedsørkener, og vi skal for alt i verden undgå at blive ramt af den samme afvikling og nedadgående sociale spiral, der følger med dem. Vores regionale og lokale medier spiller en betydelig rolle i den demokratiske infrastruktur, og det er en fælles samfundspligt at holde dem levende og i live. Derfor giver det dyb mening for mig at skulle bidrage til at udvikle Det Nordjyske Mediehus og være med i den første, store digitale transformation af et dansk, regionalt mediehus.
Det har så haft den konsekvens, at min hustru og jeg nu bor i Gug. Gug rimer måske ikke helt på glamour, men dog lidt, og jeg skal hilse og sige, at når vi står på verandaen og nyder udsigten over Gug Alper og Ørnehøj, så føler vi os heldige og glade. Så er vi på helt rette sted. Og den følelse er altså skønnere end nogen Gucci-model.
Gug rimer måske ikke helt på glamour, men dog lidt, og jeg skal hilse og sige, at når vi står på verandaen og nyder udsigten over Gug Alper og Ørnehøj, så føler vi os heldige og glade.