Pressemeddelelse

Nyt erhvervsmedie i verdensklasse til den ambitiøse nordjyde

Det Nordjyske Mediehus lancerer et nyt, digitalt erhvervsmedie med store ambitioner. Det nye medie hedder Vigeur. Vigeur fokuserer på de nordjyder, der både kan, vil og tør mere med deres liv og karriere. Uanset om det er inden for det private eller det offentlige.

Når internationale tech-virksomheder henter ingeniører fra AAU, eller når Cold Hawaii samler verdenseliten i Klitmøller, er det stærke billeder på det potentiale, der er i regionen. Det skal Vigeur tale op og vise gennem levende historier om det enkelte menneske. Det ligger allerede i navnet. Vigeur kommer af ”livskraft”, ”energi” og det ”at være virksom”.

- Nordjylland er et sted med plads til karriere og udvikling med store ambitioner. Det kan bare være svært at få øje på i nutidens mediebillede. Det laver vi om på nu.” siger ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus, Karl Erik Stougaard: ”Jeg oplever, at ordet lokalmedie ofte giver associationer om andenrangsjournalistik. Det både kan og skal vi ændre. Det er essentielt for den sammenhængskraft, vi som publicister i Nordjylland skal være med til at sikre.

Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus

Han påpeger, at medieforbruget i stigende grad bliver globalt. Standarden for fortælleformer og distribution sættes af internationale spillere, og derfor er danske medier – og nordjyske medier – nødt til at sigte efter verdensklasse.

- Vi er måske ikke verdens bedste, endnu, men vi er uhyre bevidste om, at vi konkurrerer med verdens bedste. Den udfordring har vi givet os selv i udviklingsarbejdet af Vigeur, og det kommer vi til at fortsætte med i hverdagen. Vigeur er et resultat af, hvordan vi nu og i fremtiden vil udvikle lokaljournalistikken, i tæt samarbejde mellem publicister og kommercielle i huset og vores kunder udenfor huset – og altid med et digitalt fokus, siger Karl Erik Stougaard.

Nyt medie, nyt hold og ny målgruppe

Redaktionen bag mediet er spækket med nye kræfter. Peter Munk Simonsen, med en fortid på bl.a. Finans, er hentet ind som redaktionschef. Sammen med et hold af digitale journalister skal han producere kompetent og underholdende indhold, der hverken bliver tomme kalorier eller C20-agtigt.

- Vi skal gøre vores historier relevante og tilgængelige for mennesker udenfor hjørnekontorerne og bestyrelseslokalerne. Alt for ofte udvikles nye erhvervsmedier til at være stereotype udgaver af det, man kender. Derfor udfordrer vi standarden for traditionelt erhvervsstof – både på form og indhold. Spændingen i de menneskelige fortællinger bag tallene i de nordjyske arbejdspladser er i fokus, hvad enten de handler om selvstændige, ansatte inden for det offentlige eller i det private.

Peter Munk Simonsen, redaktionschef, Vigeur

Stolt CEO – en god start på en stor udfordring

Det er første gang herhjemme, at et regionalt medie lancerer et produkt af denne karakter. Der er således tale om en stor, offensiv satsning fra Det Nordjyske Mediehus.

- Sammen er vi fællesskabere af Danmarks stærkeste region, lød det, da vi skiftede navn til Det Nordjyske Mediehus. Det tager jeg meget bogstaveligt. Vigeur er et sprudlende bevis på, at vi som mediehus formår at drive innovation i en branche i rivende udvikling.

-Transformationen i mediebranchen er benhård, og vi kommer ikke til kun at satse på Vigeur. Men jeg er rigtig stolt af husets evne til at levere et nyt produkt som Vigeur i en på mange måder presset tid. Sammenholdt med vores nøgletal for huset og fortsatte strategiske fokus tegner det godt for fremtiden.

Morten Vinther Jensen, CEO, Det Nordjyske Mediehus

INVITATION: Vær med, når Vigeur kaprer Det Nordjyske Mediehus

Vi inviterer nu nordjyske beslutningstagere i både det private og offentlige til at være med, når Vigeur gennemfører et venligtsindet take-over af Det Nordjyske Mediehus. Den 10.09.2021 kan man sikre sig adgang til et event, hvor man vil blive taget gennem tankerne og ambitionerne bag det nye erhvervsmedie for ambitiøse nordjyder.

Skriv dig på ventelisten lige her

Kontakt og mere information:

Administrerende direktør Morten Vinther Jensen: 4030 4597

Ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard: 5121 5548

Mere information findes på hjemmesiden:
www.detnordjyskemediehus.dk

Kig ind.
www.vigeur.dk 

Fakta om Det Nordjyske Mediehus

Det Nordjyske Mediehus står i forvejen bag nyhedsbrandet NORDJYSKE med avis, e-avis, web og radio, radiokanalen ANR, de lokale nyhedsmedier LigeHer.nu, Aalborg:nu og Vigeur samt 21 lokalaviser, der tilsammen dækker næsten hele Nordjylland. Via sine mange digitale medier, aviser og radiokanaler er den fondsejede virksomhed i kontakt med 525.000 læsere og lyttere hver uge, heraf 416.000 i Nordjylland. Det betyder, at mediehuset når ud til flere end 4 ud af 5 af alle personer over 12 år i regionen. I 2020 havde huset mere end 144 millioner sidevisninger, og både antallet af læsere og læsetiden er stigende. Derudover er Nordiske Medier også en del af huset som Nordens største aktør på BtB mediemarkedet med 54 nichemedier. Det gør huset til en af Nordjyllands største arbejdspladser med 560 fastansatte og 1300 omdelere i distributionen.


Download pressemeddelelse