Artiklens indhold er sponsoreret af lendme.dk
En dårlig gældsfaktor handler ikke kun om et enkelt tal, men om forholdet mellem din samlede gæld og din indkomst før skat. Et tal, der er afgørende at kende til, når du vil låne penge. Jo højere tallet er, desto mere skal økonomien kunne bære, når banken vurderer, om et nyt lån passer til din situation.
Når du ansøger om lån, bliver din gældsfaktor et af de tal, som kan give långiver et hurtigt billede af, hvor meget gæld du allerede har i forhold til din bruttoindkomst.
Gældsfaktoren beregnes ved at dividere din samlede gæld med din årlige bruttoindkomst, og en høj faktor betyder, at du skylder flere gange din årsløn. Det kan faktisk være ret enkelt at regne ud, men tallet skal altid forstås sammen med resten af din privatøkonomi, da indkomst, formue, boligværdi og rådighedsbeløb også spiller ind.
Hvis du f.eks. har en bruttoindkomst på 500.000 kr. om året og en samlet gæld på 2.000.000 kr., er din gældsfaktor 4. Det bruges som ofte som en praktisk målestok i kreditvurderingen fra banker.
Hvad er en dårlig gældsfaktor?
En dårlig gældsfaktor er som regel en gældsfaktor, der er så høj, at din samlede gæld fylder meget ift. den indkomst, du og eventuelt din husstand har før skat. Finanstilsynets egne anvisninger beskriver gældsfaktoren som forholdet mellem gæld og indkomst, hvor kundens samlede gæld divideres med husstandens bruttoindkomst, og i opgørelsen af gælden indgår som udgangspunkt al gæld, herunder familiegæld og SU-lån.
Med andre ord viser tallet, hvor mange gange din indkomst før skat din gæld svarer til, og derfor bliver en gældsfaktor på f.eks. 4 et signal om, at gælden svarer til fire års bruttoindkomst. Det er ikke automatisk ensbetydende med, at økonomien ikke kan hænge sammen, for nogle har en stærk formue, en stabil indkomst eller et højt rådighedsbeløb, men det fortæller snarere, at man er i et område, hvor banken meget naturligt vil kigge mere grundigt på robustheden.
Hvis en husstand f.eks. tjener 600.000 kr. om året før skat og samlet skylder 1.800.000 kr., er gældsfaktoren 3. Hvis samme husstand i stedet skylder 2.700.000 kr., bliver gældsfaktoren 4,5. Så fylder gælden selvfølgelig mere, også selv om indkomsten måske føles ganske fornuftig i hverdagen.
Hvornår regnes min gældsfaktor som værende høj?
Finanstilsynet anser som udgangspunkt en gældsfaktor på mere end 4 som en høj gældsfaktor ved boligkredit. I samme ombæring fremgår det, at bestemmelsen især har betydning ved realkreditlån og realkredit-lignende lån, og at vurderingen hænger sammen med bl.a. høj belåningsgrad og risikable låneegenskaber.
Der findes også mere præcise pejlemærker for boliger i vækstområder, som aktuelt omfatter København med omegnskommuner, i Østjylland ved Aarhus, i det fynske ved Odense og i det nordjyske i Aalborg. Her fremgår det i samme ombæring også, at hvis din gæld er 4-5 gange højere end din årsindkomst, bør din økonomi stadig kunne hænge sammen, selv hvis din bolig falder 10% i værdi. Hvis din gæld er mere end 5 gange højere end din årsindkomst, bør du stadig have en positiv formue, selv hvis boligen falder 25% i værdi.
De officielle grænser fra Finanstilsynet:
- Under 3,5-4,0: Acceptabelt/retsnor for almindelige boligkøb.
- Over 4,0: Defineres officielt som en høj gældsfaktor.
- Over 5,0: Defineres som en meget høj gældsfaktor.
Jo højere gældsfaktoren er, desto mere risikabel kan økonomien se ud for långiver, fordi der skal være plads til både faste udgifter, rente, afdrag og helt almindelige ændringer i livet.
Af og til kan en høj indkomst få økonomien til at virke meget stærk, men hvis gælden samtidig er meget stor, skal der stadig være tilstrækkelig luft i budgettet.
Hvordan påvirker gældsfaktoren mit lån?
Gældsfaktoren kan påvirke dit lån på flere måder, fordi den indgår som en del af den samlede kreditvurdering.
Den kan betyde, at man får afslag, at långiver stiller krav om mere sikkerhed, at der bliver set ekstra grundigt på rådighedsbeløbet, eller at renten bliver vurderet ud fra den samlede risiko i sagen. Det er dog vigtigt at forstå, at kreditvurderingen altid er individuel og er forskellige fra person til person.
Dette kan ses ved, at to personer med samme gældsfaktor ikke nødvendigvis får samme svar. Den ene kan have en stabil fast indkomst, en stor opsparing og en bolig med god friværdi, mens den anden måske har flere forskellige typer gæld og et lavere rådighedsbeløb efter de faste udgifter. Derfor giver gældsfaktoren långiver et vigtigt udgangspunkt, men den står ikke alene, når økonomien skal vurderes samlet.
For dig som låntager kan det være smart at kende tallet, før du søger finansiering, fordi det giver et mere realistisk billede af, hvordan banken eller en anden långiver sandsynligvis ser på din økonomi. Og hvis din gældsfaktor ligger højt, kan det være værd at samle oplysninger om bl.a. indkomst, formue, eksisterende gæld og faste udgifter.
Hvordan forbedrer jeg min gældsfaktor?
Den mest direkte måde at forbedre din gældsfaktor på er at afdrage på nuværende gæld, fordi din samlede gæld så bliver mindre ift. din indkomst. Særligt dyre lån og tung gæld kan være oplagt at få nedbragt først, f.eks. forbrugslån eller kviklån, fordi de ofte fylder mere i budgettet måned efter måned.
Det kan også give mening at undgå ny gæld i en periode, især hvis du gerne vil søge boligfinansiering eller et større lån senere. Når man lader være med at optage flere kreditter, fastholder man gælden på et mere overskueligt niveau, og samtidig kan løbende afdrag gradvist trække gældsfaktoren ned, hvilket faktisk kan gøre en tydelig forskel over tid.
En anden vej er at øge indkomsten, selv om det naturligvis ikke altid sker fra den ene måned til den anden. Hvis du får højere løn, flere stabile arbejdstimer eller en anden indtægt ved et bijob, vil bruttoindkomsten stige, og dermed kan gældsfaktoren blive lavere, selv om gælden er den samme. Du kan også afdrage på din gæld med din ekstra indkomst og skabe en bedre gældsfaktor.