- Det er virkelig fedt at kunne skrive Nordjyske på mit CV 

Tobias Ashton er studentermedhjælper i SoMe-teamet i Det Nordjyske Mediehus. 

Tobias Ashton er til daglig studerende på AAU, hvor han læser ”Kommunikation og Digitale Medier”. Noget af fritiden bruges i Det Nordjyske Mediehus, hvor han er studentermedhjælper i SoMe-teamet. 
Her planlægger han blandt andet opslag på Facebook og vinkler journalisternes historier ud fra et sæt af kriterier. Desuden er han ”vært” i kommentarsporet på Facebook, hvor han blandt andet opmuntrer til debat i en god tone. 
- Det er et rigtig godt studiejob. Det er lige præcis dét, jeg mangler at få i hænderne i forhold til min uddannelse. Så det er virkelig fedt, at jeg her får lov at afprøve tingene i praksis, siger han. 

Opgaver i tråd med studiet  
Som studentermedhjælper i SoMe-teamet får Tobias Ashton altså hænderne i flere opgaver, der på bedste vis matcher det, han lærer på studiet. Samtidig føler han et ansvar, som giver arbejdet ekstra værdi. 
- Forstået på den måde, at jeg kommer med noget ekspertise i forhold til min uddannelse i kommunikation og digitale medier, og så er det fedt, at mine professionelle kolleger lytter til mig og stoler på min dømmekraft. På den måde er arbejdet relevant for studiet, og mit studie relevant for arbejdet. Og jeg føler også, at jeg er en vigtig del af organisationen, siger han.   

Noget af den erfaring, Tobias Ashton kan tage med tilbage til sine studier, er eksempelvis at kunne analysere sociale medier, at arbejde med forskellige vinkler, rubrikker og ord for at kunne målrette budskaber til helt bestemte målgrupper. Selvfølgelig også med plads til at lære og blive klogere.  

- Jeg ved, at jeg ikke skal være bange for at fejle, for det er et meget sikkert arbejdsmiljø – og det synes jeg virkelig er fedt. Det skaber nogle gode læringsmuligheder, og det gør det fedt, at kunne skrive ”Nordjyske” på sit CV. Jeg kunne faktisk virkelig godt unde alle mine medstuderende at have sådan et job her, siger han.  

Fleksibilitet og plads til studiet  
For Tobias Ashton passer det rigtig godt, at hans vagter er sen eftermiddag og aften. 
Han synes, arbejdstiderne passer godt i forhold til forelæsninger på studiet, og så er han især glad for fleksibiliteten op til eksamensperioder.  
- Og så har vi bare en rigtig god bytte-kultur, hvor alle hjælper hinanden med at få vagterne til at passe ind. 

Tobias Ashton arbejder i Mediehuset på Østre Havnegade i Aalborg Centrum. 
- Det er fedt at være her! Der er nogle fede faciliteter og omgivelser midt i centrum. Og så er kaffen virkelig god, tilføjer Tobias med et smil. Den er da med til, at jeg glæder mig til at komme på arbejde. 

  • Tobias Ashton 

  • Studentermedhjælper i SoMe-teamet.  

  • Studerer ”Kommunikation og Digitale Medier” på AAU, p.t. på 5. semester.

  • Har været ansat i Det Nordjyske Mediehus siden juni 2022.