Julia Onyshchenko Christenen er chef for afdelingen Product Management i Det Nordjyske Mediehus

Det er denne afdeling, der fokuserer på, hvad brugerne gerne vil have, og på hvad der skal til for kontinuerligt at udvikle og optimere virksomhedens digitale produkter med brugerens behov for øje.
- Man kan sige, at vi er brugernes advokat. De produkter, som mediehuset har, skal vi have designet, så brugerne kan og vil bruge dem, bliver fans og kommer tilbage igen og igen, siger Julia O. Christensen.

Derfor undersøger afdelingen blandt andet, hvem brugerne er, hvad deres vaner, adfærd og behov er, hvordan og hvor ofte de bruger mediehusets produkter, og hvordan man kan imødekomme dem på de digitale platforme.
- Kontakten til brugerne kan være alt fra spørgeskemaundersøgelser til fysiske møder, for det er vigtigt for os at vide, hvad der optager de forskellige målgrupper, vi arbejder med. Produkterne skal jo tilpasses målgrupperne – eksempelvis kan der være forskel på, hvilken oplevelse man får på en hjemmeside, når man besøger den for første gang contra den, man får som en frekvent bruger, siger Julia O. Christensen.

Fakta:

Julia Onyshchenko Christensen

Er uddannet i sprog og innovation og har erfaringsmæssig baggrund inden for produktudvikling

Har været ansat i Det Nordjyske Mediehus siden 2019.

I afdelingen Product Management anvender medarbejderne deres research i arbejdet med at udforme de tekniske løsninger, men de skal også selv have næse for ”upcoming trends” – og så skal de være modige og altid være i stand til at prioritere.
- Vi skal altid være nysgerrige og have mod til at ”udfordre plejer”. Et er jo at kunne mikrooptimere på et allerede kendt produkt, men hvad sker der, hvis vi går skridtet videre og tænker et helt nyt og anderledes design eller et helt nyt produkt fra bunden? Og hvordan skal vi kommunikere det videre til dem, der producerer produktet, både teknisk, designmæssigt og indholdsmæssigt? Dét er noget af det, vi kan i afdelingen, siger Julia O. Christensen, der beskriver sin afdeling som bindeleddet mellem de publicistiske, kommercielle og tekniske afdelinger i Det Nordjyske Mediehus.
- Vi binder virksomhedens forretningsmodeller sammen med indholdsproduktionen og kommunikerer også på teknisk niveau med udviklere og designere, så på den måde spiller vi en vigtig rolle i forhold til at skabe en fælles forståelse – og i sidste ende at skabe de bedste produkter til kunderne, siger hun.

Inden for product management kommer ansatte generelt med forskellige baggrunde. Selv har Julia O. Christensen en uddannelsesmæssig baggrund inden for sprog og innovation, men hun har også arbejdet med alt fra brugermanualer til kvalitetssikring og i forskellige brancher.
- Jeg har blandt andet været i forsikrings- og rejsebranchen, men jeg synes, mediebranchen er særlig spændende, for vi bidrager positivt til oplysning af nordjyderne og ja, til at gøre Nordjylland og verden et lidt bedre sted hver dag.

"Man kan sige, at vi er brugernes advokat. De produkter, som mediehuset har, skal vi have designet, så brugerne kan og vil bruge dem, bliver fans og kommer tilbage igen og igen."

Julia Onyshchenko Christensen, chef for Product Management