Gør karriere i Danmarks mest attraktive mediehus

Send ansøgning >

Nyhedsredaktør til Licitationen

Danmarks førende medie indenfor byggeriet søger nyhedsredaktør til barselsvikariat


Om jobbet

Vil du sidde for bordenden, når journalisterne på det største medie i byggebranchen om morgenen udvikler dagens bedste historier? Og vil du efterfølgende sørge for, at vi fremstår hurtige, opfindsomme og relevante for vores mange abonnenter både digitalt og på print?

Ja, så har vi måske jobbet til dig:

Licitationen søger en nyhedsredaktør, der sammen med de øvrige kolleger på redaktionen skal identificere de bedste, mest relevante nyheder i bygge- og anlægsbranchen og målrette dem entreprenører, rådgivere og arkitekter. Du skal lede og konkludere på redaktionsmødet om morgenen, hvor vi har fokus på branchens største virksomheder og deres ledelse. Men du skal også helt basalt kunne spotte den gode historie – også de personlige.

Vi skriver historier om en branche, der står for en tredjedel af landets CO2-udledning - og som omsætter for milliarder af kroner. Vi skriver om skandaleramte supersygehuse, om aflønning af topledelsen og om, hvorfor branchen stort set er blottet for kvinder.

Samtidig skal du også selv sætte dig ved tastaturet og skrive historier – som udgangspunkt tre dage om ugen. På de dage har redaktøren ‘tjansen’ som nyhedsredaktør.

Licitationen udkommer som avis, men kører en web first-strategi. Din arbejdsdag slutter med at lægge historier på siderne til layouteren og udsende nyhedsbreve. Du skal derfor kunne prioritere og servere nyhederne til de forskellige platforme.


Om dig

Det vil være en klar fordel, hvis du har erfaring med erhvervsjournalistik, og vi forventer, at du kan knække et regnskab. Vigtigst af alt er dog, at du er en dygtig journalist, som elsker at vinde den daglige nyhedskamp i en spændende branche, som har stor betydning i Danmark.

Du er god til selv at se nyheder og de næste vinkler. Og du er i stand til enkelt og konkret at italesætte en historie, så journalisten præcist ved, hvad vi går efter.

Når historier lander på ’dit bord’, er du skarp og kan ofte give rubrik og indledning et ’touch’, så trafikken stiger. I dit arbejde på vores platforme formår du som nyhedsredaktør at holde den vigtige balance i prioriteringer og rubrikker, så vi fremstår både relevante, indbydende og med nyhedsoverblik.

Det er helt naturligt for dig at tænke digitalt først og bruge sociale medier til at få vores historier så hurtigt og bredt ud til læserne som muligt.

Holdånd er vigtigt for os. Vi hjælper hinanden og står selvfølgelig sammen om at vinde nyhedskampen. Som nyhedsredaktør er du ikke bange for at stille dig frem, vise vej og tage beslutninger.


Dine ansættelsesvilkår

Vi håber, du kan starte i jobbet hurtigst muligt - og senest 1. september 2024. Stillingen er som udgangspunkt tidsbegrænset til 2. juni 2025.

Vi har journalister i Aalborg, Aarhus og København. Din arbejdsplads bliver på vores redaktion i Mimersgade på Nørrebro i København. Her sidder pt. seks skrivende journalister i Byg-gruppen samt en praktikant.

Vi tilbyder gode ansættelsesvilkår med løn og pension i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer. Stillingen er på fuld tid.

Adgang til frokostordning og et kollegialt sammenhold i et mediehus med god stemning og som er i vækst.


Vil du vide mere?

For yderligere information om jobbet kontakt Benjamin Werner Christensen på bwc@nordiskemedier.dk eller 40649980. Han vil i ansættelsesperioden være konstitueret redaktør.


Søg stillingen

Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side.

Vi holder løbende samtaler, da vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt. Ansøgningsfrist er 24. juni 2024.

I Nordiske Medier ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Om os

Nordiske Medier er en af Skandinaviens største virksomheder inden for specialmedier og udgiver nogle af Skandinaviens ældste og mest læste fagblade. Virksomheden dækker nordisk erhvervsliv med konstruktive, troværdige og uafhængige nyheder med særligt fokus på at være helt tæt på de brancher, vi beskæftiger os med.

Nordiske Medier er en del af Det Nordjyske Mediehus-koncernen og har 250 medarbejdere med base i Aalborg, København, Odense og Stockholm. Nordiske Medier udgiver over 50 medier og afholder mere end 80 brancherettede events årligt. Derudover står vi bag udgivelsen af over 100 forskellige specialmagasiner og nyhedsbreve. Vi udsender online-nyhedsbreve til flere end 550.000 modtagere, og har 450.000 læsere på vores printmedier.

Se evt. mere om Nordiske Medier på www.nordiskemedier.dk.

Send ansøgning >