“Fake news” er et begreb, der er blevet talt meget om de seneste år og som forstås på mange forskellige måder, alt efter hvem man spørger. Slår man fake news op i ordbogen, bliver man klogere på, hvad begrebet oprindeligt dækker over. Her står, at fake news er opdigtede, udokumenterede eller direkte faktuelt forkerte nyheder, der er skrevet og udgivet udelukkende for at misinformere brugere, fx for at fremme eller fordreje en bestemt (politisk) sag. Se ordnet.dk.

Sociale medier har skabt en grobund for netop fake news, fordi opslag her spredes nemmere og hurtigere, når mange mennesker interagerer med dem - og målet med fake news er netop, at så mange mennesker som muligt kommer læser den falske nyhed. Det gør nemlig, at der skabes tvivl om en bestemt sag. En fængende overskrift eller et vildt billede, hvor mange brugere kommenterer eller liker, når derfor pludselig vidt omkring, selvom historien måske ikke er sand. For dem, der producerer falske nyheder, er det ikke nødvendigvis målet at få folk til at tro på den falske nyhed. Det handler i større grad om at så tvivl om forskellige politiske sager eller personligheder, ved at “mudre” den sande historie til med alternative, og ofte falske, opfattelser af verden. Det kan også være, at man kun fortæller en lille del af en historie, som passer lige netop til ens egen holdning og så udelader for eksempel undersøgelser fra forskere.


Også clickbait-artikler næres af forholdene på sociale medier. Ordet clickbait dækker over et opslag med en vild og overdrevet overskrift, der linker videre til en artikel, som ofte ikke indeholder så vild en historie endda. Som med fake news spredes clickbait-artikler på de sociale medier gennem interaktioner: Jo flere brugere, der liker, deler eller kommenterer - også selv om de er negativt stemte over for artiklen - jo større rækkevidde får selve opslaget. Større rækkevidde og mange læsere er også lig med flere reklameindtægter. Annoncerne lægger vægt på, at så mange som muligt ser deres reklamer. Derfor kan det at tjene penge til sit nyhedsmedie også være en motivation for at lave clickbait-artikler.