Sociale medier er platforme, hvor man opretter en bruger og har en personlig profil. Her figurerer der meget forskelligt indhold, og mange nyhedsmedier har også profiler, hvor de lægger links eller billeder til aktuelle nyheder op. På de sociale medier kan brugeren selv vælge, hvad hun vil se i sit feed. Feedet er en slag forside på et sociale medie, hvor alt er tilpasset den enkelte bruger. Nogle steder er det indhold, brugeren selv har valgt at følge, men indholdet i ens feed kan også være baseret på den aktivitet, ens netværk har.
I ens feed indgår der også indhold baseret på indsamlede data om brugeren selv via cookies. Cookies er data, som webstederne indsamler fra de brugere, der besøger deres site. Cookien gemmes i webbrowseren for at huske forskellige indstillinger. Det kan være din geografiske placering, dine login-oplysninger, eller hvilke varer du har lagt i kurven på en bestemt hjemmeside. Cookies gør, at hjemmesiderne kan genkende dig, når du besøger dem igen, og dermed vise dig relevante informationer. Cookies bruges også til at registrere dine fodspor på nettet, og det er derfor, du oplever at få reklamer for lige præcis den trøje, du kiggede på i går, når du scroller gennem dit feed på sociale medier.
Avisen - både fysisk og online - er et rum, man bevæger sig ind i, når man aktivt vælger at læse nyheder. Modsat er sociale medier et sted, hvor man kan forvente at støde på alt muligt indhold. Det kan være en stor pærevælling af billeder af ens venner, nyheder, reklamer og opdateringer fra diverse kendisser. Fordelen er, at man ofte præsenteres for nyheder, som man ikke selv ville have opsøgt. Ulempen er, at det ikke nødvendigvis er et bredt udvalg af nyheder, man ser.