Som journalist er man afhængig af at tale med mennesker for at få viden til sine historier. For journalisterne har interviewet to funktioner: Researchinterview eller personinterview. Er der tale om research, er formålet at indsamle viden til en artikel. Her plukker journalisten citater og derigennem viden, der skal indgå i journalisten fremstilling af en bestemt sag eller begivenhed. Er der tale om et personinterview, er formålet som regel at lave et portræt af en bestemt personlighed.
Det er vigtigt at huske på, at interviewet adskiller sig fra en almindelig samtale. Et interview har altid et bestemt formål, og intervieweren og den, der interviewes, er ikke ligeværdige. Det er journalisten, der stiller spørgsmålene, og dermed sætter dagsordenen, og den, der interviewes, forventes at svare.
Et interview kræver god forberedelse. Det er fx vigtigt at forberede de rigtige spørgsmål. Det er en god idé at stille åbne spørgsmål. I stedet for at spørge “Er du ikke træt af dit arbejde?” kan du spørge “Hvad synes du om dit arbejde?”. Husk altid at lytte godt til svaret. Hvis der er noget, du er i tvivl om eller vil vide mere om, er det altid en god idé at spørge ind til det, selvom man ikke har forberedt spørgsmål på forhånd. I videoen nedenfor kan du kan se en journalist give gode råd til, hvordan man laver et interview.