Det digitale kunstværk Link to the North beskriver relationen mellem Det Nordjyske Mediehus og Nordjylland. Værket består af tre LED-paneler, der hver time henter de seneste artikler fra Det Nordjyske Mediehus. Værket illustrerer dermed de digitale bindestreger, der forbinder husets nyhedsproduktion med nordjyderne. Artiklerne visualiseres gennem kodeenheder, der med sine tegn og skiftende datatæthed former billeder ledsaget af harmoniserende lydeffekter. Værket er interaktivt og reagerer på bevægelser i området ved hjælp af et dybdekamera og kunstig intelligens.
Dette skaber en dynamisk æstetik, der ændrer sig i takt med besøgendes interaktion. Det er et udtryk for, at værket, ligesom Det Nordjyske Mediehus, Nordjylland og resten af verden, altid er i bevægelse. Værket er placeret i foyeren, der repræsenterer stedet, hvor mennesker, historier og informationer bevæger sig ind og ud. Dette rum fungerer som linket mellem Det Nordjyske Mediehus og omverdenen, hvilket afspejles i værkets navn. Link to the North er mere end blot et kunstværk; det er et symbol på Det Nordjyske Mediehus' forpligtelse til at forbinde, informere og engagere Nordjylland. Det er en visuel hyldest til sammenhæng, transition og relationer og skal fungere som en kilde til inspiration for alle, der passerer foyeren.
YOKE, 2023