Uanset om der er højkonjunktur eller krise i byggeriet, så er Licitationen mediet, der dækker dansk byggeri bedst og størst med en nysgerrig og kritisk redaktion på p.t. syv fastansatte journalister og flere faste freelancere. Vores ambitioner er høje, og vi leverer kvalitetsjournalistik, som brugerne vil betale for. Vi søger en redaktør, der kan bygge oven på den succes – er det dig?
Den nye redaktør får en stor rolle i at sikre udgivelserne på alle platforme. Licitationen udkommer som avis alle ugens hverdage, og der arbejdes ud fra en webfirst-strategi på www.licitationen.dk samt søstermediet Building Supply som redaktøren også får det redaktionelle ansvar for. Du skal gå forrest i det daglige arbejde og hver dag sikre en stærk dækning af byggeriet. Til det vil du også have et stærkt samarbejde med vores analyseafdeling, der kan danne baggrund for analytiske journalistiske historier.
Da du bliver personaleansvarlig, er det afgørende, at du interesserer dig for både journalistik og ledelse. Du skal både kunne lede de daglige redaktionsmøder og samtidig sikre, at den enkelte journalist får den rette coaching og sparring - alle ansatte har eksempelvis 1:1 med deres chef på månedlig basis.
Du skal også have et blik for, hvordan de to byggemedier kan komme til at stå endnu stærkere i målgruppen. Vi vil især vækste vores onlineforretning, så du skal kunne bidrage med viden om, hvordan vi løfter antallet af betalende brugere digitalt. Og du vil få ansvar for, at trafikken vokser online.
Som redaktør tager du ordet på lederplads i Licitationen, og du samarbejder med eventafdelingen i Nordiske Medier om events inden for bygge- og anlægsbranchen eksempelvis Building Awards.
Den nye redaktør refererer til den ansvarshavende chefredaktør i Nordiske Medier og bliver en del af den redaktionelle ledelse i Nordiske Medier.
Licitationen – Byggeriets Dagblad - er en del af mediehuset Nordiske Medier, som er Nordens største B2B-mediehus med flere end 50 faste titler i Danmark og Sverige på print og online. Derudover står vi bag udgivelsen af over 100 forskellige specialmagasiner og udsender online-nyhedsbreve til flere end 550.000 modtagere. Vi har 450.000 læsere på de danske printmedier.
Nordiske Medier er et innovativt mediehus med over 200 medarbejdere fordelt i København, Stockholm, Aalborg, Oslo og Odense. Vi har en samlet omsætning på over 200 mio. kr. og er en solid virksomhed med en god økonomi.
Nordiske Medier er en del af Det Nordjyske Mediehus, der med rødder mere end 250 år tilbage i tiden, er en af de centrale aktører i den danske mediebranche. Læs mere om os her.
Stillingen er på fuldtid og arbejdsstedet er Mimersgade i København, men byggegruppen har også journalister tilknyttet redaktionen i Aalborg.
Løn efter kvalifikationer. Der er 3 måneders prøvetid i stillingen.
For yderligere informationer kontakt ansvarshavende chefredaktør Søren Dietrichsen, Nordiske Medier, på telefon 4283 1921 eller mail sd@nordiskemedier.dk
Så send din ansøgning hurtigst muligt sammen med dit CV. Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side.
Ansøgningsfristen er 19. september 2022, men send gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi løbende holder samtaler, og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
I Nordiske Medier ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Skulle du opleve tekniske udfordringer med at uploade din ansøgning via ”Send ansøgning ”-formularen, kontakt os da venligst på personale@dnmh.dk